22/10/2026
Vi håber, at vi ikke får brug for det, vi har lært ❤️🩹
Mandag var der hverken frokostservice, gæstebetjening eller mails på programmet. Til gengæld blev der skruet op for livsvigtig læring, godt kollegaskab og et par gode grin undervejs.
Vi havde samlet 13 medarbejdere fra forskellige afdelinger til førstehjælpskursus på Hørby Færgekro med en dygtig instruktør fra Presto Denmark.
Og nej, det var ikke bare en dag, hvor vi skulle sidde stille og lytte. Vi kom på arbejde! 😄
❤️🩹 Vi øvede Heimlich-manøvren med en særlig øvepude på maven.
❤️🩹 Vi gav hjertemassagen en ordentlig omgang og fik rytmen ind under huden.
❤️🩹 Vi trænede opkaldet til alarmcentralen, så vi kan holde hovedet koldt, hvis situationen en dag bliver alvorlig.
⚡ Vi gik en tur ned til Hørby Havn for at se, præcis hvor hjertestarteren hænger.
❤️🩹 Og så var der selvfølgelig masser af andre vigtige øvelser og gode snakke.
Hvorfor bruger vi en hel dag på førstehjælp?
Desværre har vi oplevet, at gæster er kommet alvorligt til skade eller har fået et ildebefindende under et besøg hos os. I sådanne situationer kan hurtig og korrekt handling gøre en afgørende forskel. Derfor er det vigtigt, at vi er klædt på til at hjælpe, hvis behovet opstår.
Vi håber selvfølgelig, at vores nye og genopfriskede viden får lov til at samle støv og at vi aldrig får brug for at finde den frem i praksis.
Men skulle det ske, er vi lidt bedre rustet til at passe på hinanden og vores gæster.
Tak til vores skønne medarbejdere for engagement, godt humør og viljen til at lære sammen.
For på Hørby Færgekro handler det ikke kun om god mad, hyggelige ophold og fjordudsigt. Det handler også om at passe godt på hinanden ❤️