17/06/2023
Velkommen til Toften i Hou. Et lille oprindeligt sommerhus på 62 kvm. som vi overtog for 6 år siden og som vi har renoveret og indrette lyst og med loppefund. Vores familie tæller to voksne og tre børn på 10 og 6 år og en på under et år.
Sommerhuset er indrettet personligt og der bliver ofte føjet nye skatte til indretningen. Vi håber, at vores gæster vil sætte lige så stor pris på husets sjæl, som vi selv gør og finde sig til rette i den minimalistiske tilgang, vi selv så godt kan lide. Her er det, der skal være og ikke mere.
Her finder I ingen luksus. Vi har ingen fjernsyn, Wifi eller whirlpool bath. Til gengæld har vi ny brændeovn og dejlig natur lige uden for døren. En oplagt mulighed for at gå offline for en stund. (Er der dog brug for en pause med skærm, så har vi god erfaring med at netdele)
Sommerhusets grund er "vild med vilje", dog er græsset slået der, hvor vi opholder os mest og ellers med stier på grunden.
Sommerhuset er beliggende på en stille lukket vej, kun en kort gå- eller cykletur til både Hou by og strand. I Hou er der en skøn stemning ved den lille havn, med legeplads og ishus og om sommeren masser af loppemarkeder og aktiviteter. Uden for sæson er det oplagt at nyde roen og gå ture i den flotte natur. Hals byder også på et godt udvalg af butikker og handlemuligheder.
Huset indeholder:
- Entré/fordelingsgang med adgang til 2 værelser og bad.
- Køkken, pt med kogeplader og bordovn, men snart med komfur.
- Spiseplads med plads til 4 - 6 personer.
- Stue med brændeovn og varmepumpe. Udgang til overdækket træterrasse med loungemøbler.
- Soveværelse med 180 cm seng og kommode.
- Værelse med køjeseng.
- Nyrenoveret badeværelse med bruseniche.
- Stor træterrasse med loungeafdeling og spiseafdeling.
I huset er der til rådighed:
- Bluetooth-højtaler, diverse spil, puslespil og bøger
- Støvsuger.
- Gasgrill på terrassen.
- Et par cykler til børn og voksne.
- fryser i skuret.
Der er ingen vaskemaskine eller opvaskemaskine.
Huset egner sig bedst til 2-4 personer. Der forefindes enkelte legeredskaber, børnebordsæt og højstol.