19/09/2026
🌊 NYE STENREV I SEJERØBUGTEN – MED TANG FRA VORES KLÆKKERI 🌿
I torsdags havde vi fornøjelsen af at byde velkommen til projektgruppen bag et nyt og spændende fireårigt projekt. Der skal etableres to nye stenrev i Sejerøbugten: Et kystnært rev ved Vollerup Rev og et dybere rev sydvest for Sejerø. 🪨🐟
Projektgruppen består af repræsentanter fra WWF Verdensnaturfonden, Aarhus Universitet, DTU Aqua, Vollerup Rev og Dansk Tang.
Vi viste gruppen rundt i vores tangklækkeri og fortalte om arbejdet med at dyrke udvalgte tangarter. Tangen skal senere podes på stenene og være med til at skabe nyt liv på revene. Det er en opgave, som vi er både stolte af og meget spændte på at komme i gang med. 🌱🌊
Efter rundvisningen arbejdede projektgruppen videre med blandt andet revenes udformning, inddragelse af lokale borgere samt måling af revenes udvikling og betydning for livet i havet. 🔬
Fra Dansk Tang deltager Simon Weber Marcussen, Claus Weber Marcussen og Naja Bech. Naja er ud over at være en del af holdet hos Dansk Tang også forperson for foreningen Stenrev i Odsherred.
De øvrige deltagere i projektgruppen er Nicolai Kvist Krøigaard Sorner og Henrike Semmler Lé fra WWF Verdensnaturfonden, Lars Rudfeld fra Vollerup Rev, Jon C. Svendsen og Cæcilie Erichsen Kudsk fra DTU Aqua samt Ben Robinson fra Aarhus Universitet.
Projektet er en del af WWF Verdensnaturfondens Sejerø Seascape og er støttet af Seabreak. 🙌
Vi glæder os til de kommende års samarbejde – og til at følge, hvordan sten, tang og andre marine arter sammen skaber nye levesteder i Sejerøbugten. 💙🐠🦀
Billeder: Nicolai Kvist Krøigaard Sorner og Claus Weber Marcussen