04/09/2026
En historie fra den virkelige verden – og 3 ting, jeg vil bede dig om:
1️⃣ Læs historien herunder.
2️⃣ Fortæl den videre (f.eks. over frokosten på arbejdet).
3️⃣ Del opslaget, så færre påkørte dyr skal lide i mørket.
I går aftes var en jæger på andetræk i Skjern Enge. En dejlig aften, som dog endte med at blive noget mere dramatisk end forventet.
På vejen hjem spotter han to biler i vejkanten med katastrofeblinket tændt. Hans mavefornemmelse sagde ham med det samme, at der er tale om en påkørsel af vildt.
Han holder ind og spørger, om han kan hjælpe. Den ene bilist har rigtig nok ramt et krondyr, og en behjælpelig taxachauffør forsøger desperat at komme igennem til Dyrenes Vagtcentral på 1812.
Jægeren tilbyder at finde en schweisshundefører direkte via Danmarks Jægerforbunds app.
Jægeren ringer op og får fat i Olaf, som faktisk lige var gået i seng. Han beskriver stedet præcist og tager et billede af den nærmeste kantpæl. Det er afgørende, så hundeføreren ikke skal lede en halv nat efter ulykkesstedet.
Mens jægeren taler med Olaf, ser han pludselig to øjne lyse op i skæret fra sin pandelampe inde i et læhegn. Da han fortæller det til Olaf, kan jægeren høre, han bliver helt vågen: ”Jeg kommer med det samme!” lyder det.
Jægeren sender den chokerede bilist hjem og lover at vente på Olaf.
Kort efter ankommer Olaf med sin hund, en erfaren ruhår. Olaf tager sin bockbüchsflinte og går forsigtigt frem mod læhegnet for at se, om dyret stadig sidder der. Vi kan ikke se noget i mørket, så hunden bliver sat på sporet i remmen. Efter få minutter finder hunden dyret – en stor smalhind – forendt præcis der, hvor jægeren så øjnene.
Denne gang var det en hurtig eftersøgning for Olaf. Men det kunne lige så godt have været en kilometerlang og opslidende opgave i natten.
Olaf er blot ét eksempel på de mange jægere, der helt frivilligt løser en fantastisk og uundværlig samfundsopgave i deres fritid. Det fortjener de en kæmpestor tak for! 🙏🏼
Hvordan kan du sige tak?
Det kan du ved at DELE dette opslag, så vi kan sprede viden om, hvad man rent faktisk skal gøre, hvis uheldet er ude.
Husk disse 4 råd, hvis du påkører et dyr:
Sikkerhed først: Få bilen ind til siden og tænd katastrofeblinket.
Find den præcise lokation:Noter vejnavn og MEGET gerne nummeret på den hvide kantpæl. Husk, at du ofte kører lidt videre, efter du har ramt dyret. Marker gerne stedet (f.eks. med en plastikpose på en pind i vejkanten).
Ring 1812: Ring til Dyrenes Vagtcentral på 1812. Så kontakter de en lokal schweisshundefører.
Hold dig i ro: Begynd aldrig selv at lede efter dyret. Hvis du går frem til dyret og det rejser så kan du gøre arbejde utroligt svært.
Lad os hjælpe hinanden og dyrene – del budskabet! 🦌