02/09/2026
⚓ Verdens næststørste kranskib passerede i går under Storebæltsbroen.
I går guidede DanPilot-lodserne Morten Esmarch Weesgaard og Thomas Egetoft det imponerende kranskib THIALF sikkert gennem Storebæltsbroen.
THIALF, der ejes af hollandske Heerema, kommer fra arbejde på havvindprojekterne Baltyk 2 og Baltyk 3 og er et fartøj i en liga for sig selv. Med en længde på 201,6 meter, en bredde på 120,4 meter og en dybgang på omkring 31 meter (ved sejlads har den en transitdybgang på ca. 12 meter) udfordrer skibet flere af de rammer, som normalt gælder for trafikken gennem Storebælt.
Passagen under Storebæltsbroen er rejsens mest kritiske punkt.
For at komme under broens frihøjde på 65 meter skal THIALFs enorme kraner sænkes, en operation der tager flere dage både før og efter passagen. Samtidig betyder den store dybgang, at fartøjet må benytte den sydgående sejlrende på begge sider af broen, fordi vanddybden i den nordgående sejlrende ikke er tilstrækkelig.
På grund af fartøjets særlige konstruktion mønstrer og afmønstrer DanPilots lodser via crew-basket eller helikopter, hvilket kræver specialuddannelse og certificering.
Om bord har lodserne det navigationsmæssige ansvar i tæt samarbejde med THIALFs broteam, mens kommunikationen med den faste slæbebåd forude går gennem fartøjets besætning. Det er en operation, hvor flere teams skal fungere som én samlet enhed for at sikre en sikker passage.
Vores lodser og THIALF fortsætter sejladsen igennem de danske farvande og forventer at ramme Skagen i morgen formiddag.
THIALF har besøgt Østersøen fem gange siden 2022, men ingen transitter er ens. Hver passage er et stærkt eksempel på den specialistviden, det maritime samarbejde og den operative dømmekraft, der er afgørende, når nogle af verdens største fartøjer sejler gennem danske farvande.