22/11/2016
Vi har mærket livet her i det sydfranske helt ind i sjælen gennem de sidste 8 måneder.
Vi har haft en magisk tid og har nydt den priviligerede tilværelse det er, at følge en årelang drøm og prøve nye veje af.
Men drømme der prøves af, bliver til virkelighed og hverdagen melder sig selvfølgelig fuldt ud, som den unægteligt vil gøre det alle steder. Det vidste vi. Men vi vidste ikke hvordan den ville påvirke os.
Vi har besluttet at flytte hjem igen til Danmark!!
En af de største grunde er at vi savner vores dejlige familie og venner i DK. Det er en super vigtig del af vores liv at familien og de nære er til at nå- det mærker man først rigtigt når man er langt væk. Ligesom man også bliver bekendt med det man havde og det man kommer fra. Hvem er vi og hvad vil vi egentlig? Nogen gange er det nødvendigt at rejse ud, for at vende hjem!
Vores børn og deres opvækst er også en vigtig del af vores beslutning om at vende hjem.
Her på Palhieres er det naturen og de smukke omgivelser vi kan give dem.
Men hvad der er endnu vigtigere er det sociale fællesskab og deres mulighed for selv at være frie til venner og fritid. Palhieres er for isoleret til deres egen frihed og samvær med andre børn.
Men Palhieres er helt fantastisk og så længe stedet er i familiens eje, vil vi fortsat komme her når ferierne skal holdes.
En drøm blev til virkelighed og virkeligheden blev til hverdag og hverdagen blev for fjern fra vores rødder og nu vil vi hjem.
Opbakningen fra venner og familie har været helt utrolig! Og alle jer der har taget den lange vej for at besøge os og støtte vores projekt mens vi har været her, har været en velsignelse.
Vi er taknemmelige og priviligerede og Elsker vores Eventyr, der fortsætter så længe vi lever!
Vi glæder os meget til at se jer alle i Danmark fra 1 januar 2017!
De bedste hilsner fra Palhieres
Kukulina og Jørgen.